På sporet – måske din vej ud af misbrug

”På Sporet” er et tilbud til dig, der vil bruge din afsoning konstruktivt og ønsker at leve et stoffrit liv – men har brug for hjælp til det.

I Projekt Menneske har vi, i samarbejde med dig, fokus på at udvikle de ressourcer og kvaliteter du, og alle mennesker indeholder.

Det centrale i vores behandling er:

DIG som mennesket bag misbruget

DIG som individ og medmenneske

Projekt Menneske har ikke patent på vejen til et bedre liv eller stoffrihed. Den skal du selv finde, men vi motiverer og støtter dig. Ansvaret for behandlingen er dit eget. Udgangspunktet er, at du er eksperten i dit eget liv. Dine erfaringer indgår som vigtig viden i din søgen mod meningen med dit liv.

I Projekt Menneske samarbejder behandlings og fængselspersonalet for at skabe de bedste rammer for din behandling. Der udarbejdes løbende handle- og behandlingsplaner i relation til nedtrapning, videre behandlingsforløb og udslusning.

Dagligdagen

Afdelingen har plads til 8 kvinder. Behandlingen tager udgangspunkt i ”en almindelig hverdagskultur” med 8 timers arbejde/terapi, 8 timers fritid og 8 timers hvile/sovetid. Der er dagligt gruppearbejde kombineret med individuelle samtaler, temagrupper, samt praktisk arbejde på afdelingen.

Det praktiske arbejde består af rengøring, vedligeholdelse af haven, madlavning og indkøb til husholdningen. Der udbetales arbejdsdusør efter gældende takster. Fordi vi lægger vægt på gode fritidsvaner, er der mulighed for at dyrke motion og kreative aktiviteter, samt møder og udflugter ud af huset.

I forbindelse med løsladelse/udslusning vil vi hjælpe og støtte dig i forhold til dine fremtidsplaner, videre behandling, økonomi, bolig, uddannelses- og arbejdsforhold samt socialt netværk.

Kriterier for indsættelse i behandlingsafdelingen

For det første er det ønsket om stoffrihed. Derudover skal den kvindelige indsatte, som udgangspunkt have modtaget sin dom og fuldbyrdelse. Der er ikke et egentligt krav til domslængden, da vi kan påtage os udredningsarbejde i forhold til visitation til videre behandling, hvis den visiterende myndighed er indforstået med det. Hvis kvinden ikke er stoffri ved ankomsten, vil hun begynde eller fortsætte en nedtrapning. Nedtrapningsplanen aftales mellem kvinden, sygeplejersken og behandlingspersonalet.

Der udarbejdes en handleplan for den enkelte i samarbejde med kriminalforsorgen, hvor ønsker og mål for fremtiden beskrives, samt hvilke punkter der skal arbejdes med i behandlingen. Der vil ligeledes blive udarbejdet en behandlingsstatus ca. hver 3. måned, eller når den indsatte forlader afdelingen.

Regler for behandlingsafdelingen

De første 8 dage i behandlingen, har kvinden “lukket hus”, hvilket betyder, at hun ikke kan deltage på ture udenfor fængslet. De første 30 dage har hun ikke mulighed for udgange med mindre hun allerede er startet i udgangsforløb inden ankomsten. Der kan dog efter en individuel vurdering, søges en § 31-udgang med eller uden ledsager i det omfang, at det vurderes vigtigt for behandlingen, f.eks. til samvær med børn. I særlige situationer er det muligt at søge om udgang hver 14. dag.

Urinprøver og alkoholtest aflægges på personalets forlangende. Der accepteres ingen former for rusmidler under udgang eller på afdelingen. Bliver én taget med rusmidler på afdelingen, vil det medføre bortvisning, dog med mulighed for afklaring af om der er grundlag for at komme tilbage.

Visitation til afdelingen

Hvis du er interesseret i Projekt Menneskes behandlingstilbud, og har lyst til at høre mere, kan du bede dit nuværende indsættelsessted om at kontakte os.

Hvis du ikke er indsat i øjeblikket, men afventer en dom eller en indkaldelse til afsoning, kan du enten bede dit misbrugscenter, kommunen eller kriminalforsorgen om at kontakte os.

Eller du kan selv ringe til Projekts Menneskes stoffrie behandlingsafdeling for at høre nærmere.

Tilbud til pårørende

Et vigtigt element i Projekt Menneskes behandling er et tilbud til de pårørende, idet familie, venner og nærmiljøets påvirkninger gennem opvæksten og senere i livet har stor betydning for vores liv.

Der er tilbud om, at kvinden kan invitere sine pårørende til arrangementer på afdelingen 4 gange om året i forbindelse med påske, sommer, efterår og jul.

Vi tilbyder også – hvis kvinden ønsker det – individuelle samtaler med pårørende, hvor de får mulighed for at få en viden om deres egen rolle/mønstre/tanker og følelser i forhold til det at være tæt knyttet til en misbruger.

Familien, venner og samfundet er vigtige medspillere i hjælpen til at finde en varig løsning, når den indsatte ønsker at skabe nyt liv.

Download vores brochure - klik på billederne

Download vores brochure - klik på billederne